Spørgsmål:
Til luftkølet BMW MC med boksermotor bruger vi hovedsageligt SAE 10W-50 fuldsyntetisk olie. Er bange for at olien bliver for varm i de varme perioder af året, og tænker på at montere oliekøler:

  • Hvad er den maksimale olietemperatur som denne olie kan holde til at køre med over længere stræk (f.eks. køkørsel) uden at der er fare for at beskadige olie og motor?
  • Hvad er normal arbejdstemperaturområde for denne olie?

Svar:
Olietemperaturen er under normale forhold ikke ødelæggende for en moderne motorolie da den er udviklet til at arbejde ved temperaturer op til 150 °C.

Selvfølgelig er der det forhold at en olie bliver tyndere ved opvarmning, hvorfor motorfabrikanten i sin anbefaling og konstruktion tager højde for samspil mellem olieviskositet, driftsforhold og arbejdstemperatur.

SAE 10W-50 er i den tykke ende af viskositetsskalaen for motorolie, hvilket er baggrunden for, at denne grad især bliver anbefalet til luftkølede motorer, hvor der er risiko for højere temperaturer ved køkørsel efter en strækning med høj fart.

Motorfabrikanters viskositetsanbefaling er som hovedregel i forhold til de forventede omgivelsestemperaturer og ikke i forhold til driftstemperaturen, og BMWs anbefaling til deres luftkølede modeller er typisk SAE 20W-50 ved omgivelsestemperaturer fra -10 til 40 °C. Det vil i praksis sige, at man skal kunne forvente med denne grad, at kunne starte motoren ved -10 °C og samtidig have tilstrækkelig olieviskositet (altså ”smøring” som det omtales i det daglige) når man kører på en 40 °C varm sommerdag. Først hvis omgivelsestemperaturen kommer derover kan man begynde at overveje forholdsregler for de forhøjede driftstemperaturer såsom højere SAE-viskositet eller bedre køling for at sikre tilstrækkelig smøring. Teknisk set ville jeg foretrække bedre køling eftersom en tykkere olie giver dårligere køling alt andet lige.

I øvrigt skal der lige tages med at vi mennesker har svært ved at mærke forskel om noget er 60 °C eller 80 °C. Allerede ved 45 °C brænder vi os og derover ”føles det varmt”, hvilket kan snyde vores opfattelse af temperaturen, hvis man lægger en hånd på varmt maskineri.

Hvis der skal være en konklusion på alt dette må det være at montering af oliekøler ikke skulle være nødvendigt med de temperaturer vi har i Danmark uanset hvor varm sommeren end bliver og uanset hvor meget køkørsel man kommer ud for.

Fuldsyntetisk SAE 10W-50 udmærker sig ved at give større holdbarhed af olien ved høje temperaturer, og sikrer med SAE 10W hurtigere smøring ved koldstart. En såkaldt ”Win-Win situation” Smile

Med venlig hilsen

Tags: ,

Skriv et svar

Kan du regne det ud er du sikkert ikke en robot. Desværre nødvendigt for at undgå spam *Time limit exceeded. Please complete the captcha once again.