Spørgsmål:
Hvilken olie kan jeg bruge til en BUKH 36 marinemotor fra ca. 1975?
Kan jeg med fordel bruge moderne semi-/fuldsyntetiske olier?
Vh. Anders

Svar:
Hej Anders,
Mon ikke manualen siger noget om en SAE 30 motorolie – det var ligesom moderne dengang – og det er den kvalitet som mange steder forhandles under et lidet flatterende navn: “Plæneklipperolie”.

Ellers vil jeg anbefale at bruge en motorolie med viskositet SAE 15W-40 og kvalitet API CF, som er noget af den laveste kvalitet der er almindelig tilgængelig. Det bruger jeg på min egen Volvo Penta MD5A fra 1980.

Det mest “moderne” jeg vil strække mig til at anbefale er en motorolie med SAE 10W-40 og API CF. Den type kaldes enten semisyntetisk, delsyntetisk eller syntetisk baseret, selvom den slags betegnelser ikke siger meget om hverken kvalitet eller anvendelse.

Fuldsyntetiske motorolier vil jeg ud fra en generel betragtning ikke anbefale. Den væsentligste årsag er, at det ikke er til at vide, hvad pakningsmaterialet i en gammel motor siger til de syntetiske egenskaber, og risikoen er, at pakninger ændrer volumen, hvorved der kan opstå utætheder.

Se iøvrigt artiklen Moderne motorolier til veteraner.

med venlig hilsen

Skriv et svar