Hvis der er noget som for mænd især kan bringe interessen for smøreolie frem, er det spørgsmålet om at finde den “korrekte” olie til deres veterankøretøj. Der spares ikke nogen tid eller penge for at sikre sig, at det der bliver påfyldt ikke på nogen måde skader. Det er der iøvrigt også driftige handelsfolk som benytter sig af ved at markedsføre smøremidler til vintage biler og motorcykler.
I den forbindelse forekommer der mere eller mindre tekniske forklaringer på, hvorfor dette og hint produkt skal eller ikke-skal anvendes på grund af deres ønskede eller manglende egenskaber. Et eksempel på dette er denne artikel fra New England Classics.
Gennemgående for denne slags artikler er, at de oftest er følelsesladet begrundede og ikke særligt tekniskt funderede, hvorfor kan fremkomme misforståede eller vildledende anbefalinger. Men det skal selvfølgelig nok også ses i lyset i af den tid og de penge, der bliver lagt i interessen for disse ellers herlige gamle køretøjer, og hvor det også kan være både dyrt og svært at erstatte ødelagte dele.
Igennem tiden er jeg blevet spurgt om dette eller hint nu er egnet til veterankøretøjer, og her kan jeg henvise til en af mine tidligere artikler Moderne motorolie til veteraner, som stadig er gældende.
I den omtalte artikel starter forfatteren med at konstatere en observeret stigning i nedslidning af kamaksler og ventilløftere i ældre biler, hvilket efterfølgende konkluderes med at det skyldes “hemmelige” ændringer i moderne motoroliers sammensætning, hvor indholdet af slidreducerende additiver er blevet nedsat.
Smøring af kamaksler er en af de sværeste opgaver at løse for en motordesigner og selv i dag på moderne motorer forekommer det på trods af den nyeste motor- og olieteknologi, at kamaksler bliver slidt op før forventet.
Det jeg også hæfter mig ved artiklen er, at den har amerikansk oprindelse, hvilket ikke er uvæsentligt, hvis rigtigheden af artiklen skal vurderes; men som regel går der sjældent røg af en brand uden der er ild, så jeg vil ikke helt afvise at de anførte anbefalinger er fornuftige – i USA!.
USA var de første til at komme med en motorolieklassifikation (API), men er i dag ikke dem som alene sætter de højeste krav til motorolien. Dette har de europæiske bilfabrikanter for længst indset, hvorfor de i 1984 indførte en europæisk motorolieklassifikation CCMC som siden i 1996 er ændret til ACEA.
Der er en væsentlig forskel mellem amerikansk og europæisk motorteknologi, kørselsforhold og skifteinterval. Amerikanerne har stor motorvolumen (3-5 L) – stor oliemængde (5-8 L) – lav hastighed (55 mph ~ 95 km/t) – korte skifteintervaller (10-15.000 km), mens europæerne har lille motorvolumen (1.8L er mest udbredt) – lille oliemængde (~4-5L) – motorveje med høje hastigheder ~130 km/t – lange skifteintervaller (30-50.000 km).
Dette giver et væsentlig større krav til motorolien, som skal anvendes i Europa.
I starten af 80’erne havde Opel et væsentligt problem med kamakselslid eftersom geometrien på kammen var blevet ændret fra en spids til en mere firkantet facon. Dette for at have ventilen åben så længe som muligt og derved øge effektiviteten. Dengang blev det løst ved krav om en øget tilsætning af zink-forbindelser, og har efterfølgende medført en række motortest indbygget i de europæiske motorolieklassifikationer, hvor fokus er på kamakselslid.
Det er rigtigt i moderne motorolier, at indholdet af metalforbindelser er væsentligt lavere aht. efterbehandlingsudstyret, men til gengæld anvendes andre kemiske forbindelser for at give tilstrækkelig slidbeskyttelse, som ikke er blevet mindre ift. tidligere – i det mindste ikke for europæiske motoroliekvaliteter.
Mvh